44-årige Mads Veirup er manden, der skal løfte arven efter Asger Korgaard i Rema 1000 i Brabrand. Familien bor næsten lige rundt om hjørnet på J.P. Larsens Vej, og han har i årevis gået og håbet på, at muligheden for at blive købmand på Stenbækvej skulle dukke op.
Mads Veirup er købmand af hjertet. Hans far var købmand, og han har selv været chef for butikker og restauranter, siden han var 23. Så han kender både fordele og ulemper ved at drive sin egen virksomhed.
Siden 2005 har familien boet på J.P. Larsens Vej og har naturligvis handlet i butikken få hundrede meter derfra. Han har kunnet gå og følge, hvordan Rema 1000 på Stenbækvej udviklede sig til at blive et vigtigt mødested i lokalsamfundet.
Han gjorde det klart for regionsledelsen i Rema 1000, at hvis der skulle komme et tidspunkt, hvor Asger Korgaard ikke længere skulle være leder på Stenbækvej, så var han mere end interesseret.
Siden 2014 har han været købmand hos Rema 1000 på Trøjborg. Men pludselig en dag i foråret 2018 ringede telefonen: Nu var muligheden der for at rykke til Stenbækvej.
”Jeg nåede at være på Trøjborg i knap fire år og var på ingen måde færdig med at udvikle den butik. Men det var nu eller aldrig. Det her er min ultimative drømmebutik. Fra den dag, den åbnede, har jeg altid godt kunnet tænke mig at stå i spidsen for den,” fortæller han.
Den lokale forankring
Mads Veirup forklarer, hvad den drøm i grunden handler om: At drive butik og virksomhed som er forankret i hans eget nærmiljø, og hvor virksomhedens udvikling hænger sammen med den identitet, den har i lokalsamfundet.
At Mads Veirup mener det med den lokale forankring alvorligt, viste han straks efter starten på Stenbækvej, hvor han tegnede sig som guldsponsor for den kommende kunstgræsbane i Brabrand.
Han understreger desuden, at han naturligvis fortsætter de sponsoraftaler, hans forgænger indgik om alt lige fra annonce i sognebladet til præmier til plejehjemmets bankospil.
Arbejde og fritid smelter sammen
Inden han sagde ja til butikken på Stenbækvej, tog han en grundig snak med sin kone. Er det det her, vi vil? Det var trods alt en beslutning, der involverer hele familien, inklusive de to drenge på 7 og 10 år. Han håber, at de alle jævnligt vil komme i butikken, og at de to drenge for eksempel vil kigge forbi af og til på vej hjem fra skole.
”Jeg trives egentlig selv rigtig fint med, at arbejde og fritid smelter sammen. Sådan har det jo været gennem hele min opvækst. Jeg er selv flasket op med en far, der havde egen butik, så jeg kender ulemperne. Men jeg kan også se værdierne i, at familien er en del af projektet.”
Faderen var selv købmand og drev supermarked på Rundhøj Torv, så Mads Veirup har et klart billede i hovedet af, hvordan en familie kan fungere fint på trods af de lange arbejdsdage.
”Jeg vil egentlig gerne have, at butikken både af kunder og ansatte opleves som lidt familiær. Og som en del af den kultur vil det være rigtig fint, at min egen familie også har sin daglige gang i butikken som en del af den store Rema-familie”, siger han med et smil.
En arbejdsplads der betyder noget for de unge
Selvsamme Rema-familie er i øvrigt vokset lidt, siden Mads Veirup overtog butikken. Hans vurdering er, at lidt flere ansatte også vil føre til, at kunderne vil opleve en endnu bedre service.
Den nye købmand på Stenbækvej understreger i samme åndedrag, at alle, som var ansat, da han kom til, er blevet tilbudt fortsat ansættelse. Og det har langt de fleste sagt ja til.
”Mit mål er at skabe den mest attraktive arbejdsplads i Brabrand. Naturligvis vil de ansatte opleve, at der skal arbejdes for lønnen, men det skal samtidig være et sted, hvor man oplever, at der er plads til forskellighed og mulighed for at udvikle sig.”
”Blandt andet skal de mange unge, vi har ansat, opleve, at Rema ikke kun er et sted, de kan tjene nogle penge. Det skal også være en arbejdsplads, der får en betydning for dem, inden de bevæger sig videre i livet.”
”På den rigtige hylde”
Allerede som 23-årig blev Mads Veirup restaurantschef for McDonald´s i Viby.
”Det var første gang, jeg for alvor mærkede, at jeg var havnet på den rigtige hylde. I McDonald´s var der styr på tingene og samtidig en frihed til at udvikle restauranten.”
Efter otte år hos McDonald´s sprang han videre til 7-Eleven, hvor han fik ansvaret for butikkerne på Banegårdspladsen og Lille Torv. Da lukkeloven blev liberaliseret i 2012, mente han dog, at det var tiden at prøve noget andet.
Han havde på det tidspunkt fået et godt øje til Rema 1000, så håbet var, at der ville blive en butik til ham et sted i Aarhus. Og det blev der som nævnt.
Nye planer i butikken
Mads Veirup understreger, at han ønsker at bygge videre på den ånd og service, Asger Korgaard var garant for. Men han har samtidig planer for visse ændringer.
Blandt andet ønsker han at gøre butikkens ferskvarer – kød, brød og grøntsager – endnu mere attraktive for kunderne. Han forklarer, at det naturligvis i første række handler dels om varernes friskhed, men han vil også gerne inspirere kunderne til at købe varer, de ikke på forhånd havde på deres liste.
”Folk handler oftere og oftere. For bare tre-fire år siden købte mange stort ind 1-2 gange om ugen. Nu kommer mange i butikken stort set dagligt, og så ønsker jeg, at det fortsat skal være en interessant oplevelse at gå gennem butikken.”