Brabrands håndboldherrer er igen i divisionerne. Holdet vandt torsdag aften en kneben sejr på 20-18 på udebane over Ry, og så kunne champagnepropperne springe endnu en gang for holdet, der de sidste par år er rykket med raketfart op gennem rækkerne og altså nu er i 3. division.
Der er sammenhold og opbakning i Brabrand Håndbold, og op mod 50 spillere, ledere og tilhængere havde denne tågede torsdag aften valgt at tage turen med til Ry for at hjælpe de lokale helte det sidste stykke mod 3. division.
De satte stemningen i Ryhallen og klappede taktfast Brabrand-holdet til sejr til sidst, da det spidsede til. Det blev playmaker Glenn Vestergaard, der fik jublen til at bryde løs med en flot scoring til 20-18 et lille minut før tid.
Holdet havde ellers holdt tilhængerne på pinebænken de sidste 6-7 minutter, hvor en ellers solid føring på 16-11 lige så stille var smuldret.
Venstre fløj Jeppe Søllingvraa løb så flot ind og scorede på langskud til 19-16, og det så igen lyst ud. Men herfra gik holdet i stå, og med lidt held havde Ry fået noget med sig fra kampen.
Men endnu en gang viste Brabrand-spillerne, at de har overskuddet, når det kniber, og holdt hovedet koldt. De var kampen igennem nogenlunde komfortabelt foran, og når Ry kom for tæt på, virkede det som om, de kunne skrue en smule op for gassen.
Holdet har nu vundet samtlige otte kampe i Jyllandsserien og kan ikke indhentes. Så nu står den på 3. division efter sommerferien.
“Jeg er meget stolt af holdet, og glad for hvordan vi har spillet i denne sæson. Kampen var en gyser, hvor vi brændte for mange chancer. Jeg tror, det skyldtes, at alle gerne ville vise deres værd, og i en sådan stresset situation glemmer man let, at det vigtigste er holdet. Men vi får samlet os til sidst og sikret sejren og oprykningen”, sagde træner Rasmus Mygind efter kampen.
Om den også står på lidt mere træning end hidtil, vil tiden vise. I denne sæson har holdet kunnet klare sig med en enkelt gang træning om ugen, men den går nok ikke i 3. division.
Også Brabrands U18-piger havde en fin aften i Ry. Holdet vandt topkampen i 2. division med 27-23 over hjemmeholdet og ligger nu i spidsen af rækken. Holdet skal bare vinde den ene af de to sidste kampe for at tage førstepladsen.