Hver mandag formiddag mødes Jytte Lausen, Holger Jensen og Karl Aage Reifenstein for at spille skak i Lokalcenter Brabrand. 91-årige Holger Jensen vinder de fleste gange, men det vigtigste er hyggen og samværet. De mangler dog en fjerdemand, som vil spille med dem.
Der er helt stille i lokalet. Jytte Lausen tænker sig grundigt om, inden hun vælger sit næste træk, mens Karl Aage Reifenstein venter spændt. Ved siden af sidder Holger Jensen og overvåger spillet – og overvejer måske, hvad han ville have gjort i dén situation.
”Når vi kun er tre, er der altid én, der må sidde over. Derfor leder vi med lys og lygte efter en fjerdemand. Og hvis vi nu skulle blive fem, er det også helt fint,” siger Jytte Lausen.
De spiller hver mandag formiddag. Nogle gange kan de nå at spille mod hinanden alle tre, og andre gange når de kun to spil. For der skal også være tid til at drikke kaffe og få en snak. Og så er formiddagen pludselig gået.
I lang tid har de forsøgt at lokke én mere med. Der har været flere forbi, men efter et par gange er de ikke dukket op mere.
”Måske er vi for kedelige. Det er i hvert fald ikke fordi, vi er for skrappe,” mener Karl Aage Reifenstein.
Én dumhed – så har man tabt
De to andre har for længst vænnet sig til, at 91-årige Holger Jensen vinder de fleste gange. Han har også spillet skak i længst tid.
”Men har man først begået én dumhed, så taber man. Vi har jo hver især vores egen taktik – men modstanderen opdager jo, hvordan man spiller,” siger Holger.
”Ja, man kan sgu hurtigt få sin taktik ødelagt,” svarer Karl Aage.
Holger Jensen er født på en gård i Vestjylland og i de lange aftener ved lampens skær var det skakspillet, man hyggede sig med. Senere da han blev voksen, fik han andre interesser, men glæder sig over at kunne spille igen.
Godt at få trænet ”de små grå”
Jytte Lausen, 76, lærte at spille skak af sin far, da hun var barn. Siden lærte hun sine børn det. Og sine børnebørn. Hun er også klar til at lære sine oldebørn at spille skak, når den tid kommer.
Det hele begyndte for tre år siden, da hun fik et stykke i Centerbladet, hvor hun efterlyste andre, som havde lyst til at spille skak. Det så Holger Jensen og Karl Aage Reifenstein, og så var de i gang.
”Jeg syntes, det kunne være rigtig godt at mødes med nogen om at spille skak. Vores niveau er sikkert ikke så højt, men det gør jo ingenting. Vi har godt af at få trænet ”de små grå,” siger hun.
”Det gør ikke ondt at tabe”
Også 78-årige Karl Aage Reifenstein havde lyst til at være med. Han havde bare det problem, at han ikke havde spillet skak før.
”Jytte og mig har lært ham det. Det er derfor, han er blevet så dygtig, som han er,” siger Holger med et glimt i øjet.
Karl Aage siger selv, at han har fået en masse hjælp af de to andre.
”Men da jeg så endelig begyndte at vinde, stoppede hjælpen. Nu er jeg kommet så langt, at jeg må klare mig selv. Jeg har da vundet over dem begge, men jeg kan ikke rigtig vurdere, om jeg fik hjælp,” siger Karl Aage, som dog må erkende, at han fortsat taber de fleste spil.
”Men det gør ikke ondt at tabe, for man lærer jo spillet. Det vigtigste er, at man kan være en rimelig modstander.”
Ved siden af mandag formiddagene i lokalcentret har han spillet en del computerskak. Det har hjulpet ham til at lære reglerne og ikke lave fejl.
Ellers spiller han mest billard og lægger ikke skjul på, at han er træt af, at billardbordet blev kasseret, da cafeen skulle renoveres. Nu spiller han i stedet billard i lokalcentret i Gellerup.
Hvis du har fået lyst til at spille skak med Jytte, Holger og Karl Aage, kan du kontakte Jytte Lausen på telefon 2366 2696.