Hvis du ønsker at blive valgt til bestyrelser i foreningslivet, så skader det ikke at have begreb om tal og excel-ark. Det kender Inge-Marie Hansen og Esben Andersen alt til. I næsten 20 år har de været dybt involveret i livet på og omkring Gasværket – og det er de nu nomineret til Karmaprisen for.
Weekend efter weekend, måned efter måned mødte stribevis af frivillige op for at sætte det gamle gasværk i Brabrand i stand. Efter halvandet års slid kombineret med hyggeligt socialt samvær havde lokalområdet i efteråret 2002 fået et kulturhus og samlingssted.
Esben Andersen var en af dem, der tog fat – og er stadig blandt dem, som møder op, når Det gamle Gasværk har brug for en hånd.
Det havde Gasværket igen her i februar, hvor huset er blevet malet og i det hele taget frisket op. Det meste af arbejdet er blevet udført af frivillige, og som for knap 20 år siden mødte 15-20 personer hver weekend op og har samlet brugt i hundredevis af timer til gavn for lokalsamfundet.
”Det er rigtig dejligt at opleve, at folk fortsat gerne vil give en hånd med. Faktisk er der sket en slags generationsskifte i frivillig-gruppen. Vi er stadig lidt oppe i årene mange af os, men der er dog også en del, som stadig er erhvervsaktive”, siger Esben Andersen, som var med til at koordinere arbejdet.
20 års jubilæum som kasserer
Faktisk foregår hovedparten af Esben Andersens frivillige arbejde hjemme foran computeren i lejligheden på Hougårdsvej. Ud over at være kasserer hjælper han med at strukturere de mange frivilliges indsats.
”Jeg ser mest mig selv som vandbærer, der er med til at sørge for, at der er varme i radiatorerne og lys i lamperne”, siger Esben Andersen, som i år har 20 års jubilæum som kasserer i Det gamle Gasværk. Det er ikke en tjans, der er let at slippe af med.
”Når vi hvert år kommer til snakken om kasserer-posten, så sidder de andre og fløjter og kigger ud ad vinduet. ”Jamen, du er så god til det”, siger de så – og så tager man jo et år mere”.
Faktisk er kasserer-jobbet på Gasværket helt central, for det er her, administration af udlejningen også ligger. Og det er udlejningen, der sikrer indtægterne til, at huset kan løbe økonomisk rundt.
Musikforeningen Jazzværket fik en flyvende start
Da først Esben Andersen var blevet dybt involveret i skabelsen af Gasværket, gik der heller ikke lang tid, før Esbens kone, Inge-Marie, også havde hænderne fulde af frivilligt arbejde omkring Brabrands nye kulturhus.
Hun var en af dem, der i slutningen af 2002 indkaldte til møde, for at høre om der var interesse for en musikforening i Brabrand.
”Vi regnede med, at der ville komme omkring 20 og havde købt en enkelt kasse øl. Men der kom 75, og så måtte vi ned til købmanden og købe et par kasser mere.”
Det blev starten på Jazzværket, og den har siden kørt som en velsmurt maskine, fra første færd med Inge-Marie som kasserer. I starten med fem koncerter om året, men da Kulturstyrelsen støtteregler krævede 10 årlige arrangementer, fordoblede man aktiviteterne i Gasværket.
På udkig efter yngre kandidater
De fleste af bestyrelsesmedlemmerne i Jazzværket er stadig de samme som for 18 år siden. Og Inge-Marie er stadig kasserer.
”Vi er egentlig ret forskellige, men alle er klar til at yde en indsats, og så er det en fornøjelse at være med. Vi synes, det er rigtig sjovt også at være med til at afvikle koncerterne, så mange af os dukker op næsten hver gang.”
I bestyrelsen er de godt klar over, at der skal ske en gradvis foryngelse og er begyndt at se sig om efter yngre kandidater. Inge-Maries bidrag er blandt andet at udarbejde en liste over arbejdsopgaver. Og den er lang, fortæller hun.
Naturvidenskabelige foredrag er en kæmpe succes
Ud over arbejdet med excel-arkene er hun også blevet en del af arrangørgruppen bag aktiviteter som grundlovs-arrangementet ved Brabrand Sø, kulturfestivalen Vinterstemmer og de netop afsluttede samtalesaloner.
Hun var for nogle år siden med til at starte KulturGas, der står for blandt andet foredrag og litteraturarrangementer på Gasværket. KulturGas er desuden blevet en stærk medspiller for Brabrand Aarslev Kirker og Brabrand IF, når der skal arrangeres bl.a. grundlovsfest ved Brabrand Sø.
Desuden er Inge-Marie er også en del af holdet, som sørger for, at Gasværket den ene tirsdag efter den anden via videosignal fra Aarhus Universitet kan præsentere foredrag om naturvidenskabelige emner.
Foredragene på Gasværket er blevet en kæmpe succes. Faktisk er der en risiko for, at der må meldes ”alt optaget”. Senest dukkede 87 op til det høj-aktuelle foredrag om virus – og der er kun plads til 90 i salen.
Mod på mere frivilligt arbejde
Nu er både Inge-Marie og Esben nomineret til Karma-prisen, der er indstiftet af Brabrand-Årslev Fællesråd for at hædre ”en person, organisation eller forening, der har ydet en aktiv indsats for at styrke trivsel, tryghed og fællesskab i Brabrand Årslev”.
De er begge økonomiuddannede og ved, hvordan man stiller et regnskab op og få det til at passe. Det er populært i alle foreninger.
”Nogle bliver flakkende i blikket, når der bliver sagt ”regneark”. Men det er ikke noget, vi tænker over,” siger Esben.
Han er nu pensionist, mens Inge-Marie Hansen er gået på efterløn. De har begge mod på endnu mere frivilligt arbejde. Esben forklarer, at drivkraften er at se de mange aktiviteter på Gasværket blive realiseret. Inge-Marie peger på samværet med andre om at skabe aktiviteter for mange mennesker i Brabrand.
”Det er nogle fantastiske mennesker, jeg arbejder sammen med. Vi har det sjovt og er samtidig omsorgsfulde over for hinanden,” siger hun.
Brabrand-Årslev Fællesråd uddeler d. 25. marts årets Karma-pris. Vores Brabrand portrætterer i den kommende tid de nominerede. Foruden Inge-Marie Hansen og Esben Andersen er det Aage Stokholm, Karla Gosvig samt Vores Brabrand. Du kan stemme på en af kandidaterne på fællesrådets Facebook-side.