ForældreIntra er blevet stedet, hvor skolerne kommunikerer med forældrene. Problemet er bare, at mange familier ikke er kommet i gang med at brug den digitale platform. På Tovshøjskolen er under halvdelen af familierne på ForældreIntra, men det forsøger Bydelsmødrene i Gellerup nu at gøre noget ved.
Reporter Lars Christensen fra det borgerdrevne lokalmedie Gellerup.nu udfører en del kommunikationsarbejde for Bydelsmødrene i Gellerup og hørte i den forbindelse skoleleder Helle Mønster, Tovshøjskolen, fortælle om skole-hjem-samarbejdet og vanskelighederne med at have en god stabil kommunikation med forældrene. Hun nævnte blandt andet, at kun 48% af familierne bruger ForældreIntra.
Det gav ham ideen til sammen med Bydelsmødrene at producere en video om ForældreIntra, indtalt på en række forskellige sprog, blandt andet somalisk, arabisk og dansk. En række af bydelsmødrene sagde ja til at medvirke i videoen, hvor de på deres ”eget” sprog fortæller om, hvor let det er at hente appen til mobiltelefonen og komme i gang med at bruge den.
Videoen slutter med en grafik, der fortæller, at Bydelsmødrene er klar til at hjælpe, hvis det volder besvær at hente og bruge appen.
”Det var oplagt at bede Bydelsmødrene hjælpe. De er enormt dygtige til at tale med de øvrige kvinder af samme oprindelse som dem selv, og tilbyde deres hjælp, uden at det bliver med en løftet pegefinger,” siger Lars Christensen.
Nu er videoerne færdig-redigerede og ligger på YouTube. Og Tovshøjskolen sender nu en hilsen ud til forældrene med den relevante version af videoen.
Kan bruges over hele landet
Lars Christensen håber, at andre skoler landet over vil blive inspirerede til at gøre noget lignende. Han har med vilje produceret videoerne sådan, at det der bliver sagt er generel information om ForældreIntra. Det er kun den afsluttende grafik, der er lokalt funderet. Den kan så skiftes ud, hvis man ønsker at bruge videoen i et andet geografisk område.
Det er også bevidst, at han har optaget det hele på mobilen for at vise, hvor let det er at lave video. Han har selv klippet de pågældende videoer, men blandt Bydelsmødrene er der også kvinder, der kan redigere video.
”På den måde kan Bydelsmødrene i virkeligheden selv begynde at tage kontrol over deres budskaber. Der er rigtig mange, der gerne vil have fat i dem, men det her er en måde, de selv kan få deres budskab ud på.”
Han har kun positivt at sige om samarbejdet med Bydelsmødrene:
”Politikerne snakker så meget om ghettoer og parallelsamfund, men her er der nogle kvinder, forholder sig til virkeligheden og prøver at agere i den.”
Den danske version kan se ses her, den arabiske findes her, og den somaliske udgave er her. Der findes endda også en version på kurdisk kurmanji.