Brabrands fodboldherrer i 2. division kom i modvind fra starten på Lars R. Jacobsens Park i Odense-forstaden Dalum, da hjemmeholdet scorede til 1-0 allerede efter fem minutter. Men Brabrand kæmpede sig tilbage i kampen og udlignede til 1-1 inden pausen. Og det lykkedes endda Brabrand at vende kampen helt på hovedet, da Lasse Møberg scorede til 2-1 for Brabrand et kvarter før tid.
Brabrand-spillerne tog lørdag middag bussen til Dalum med gode minder i baghovedet. Da Brabrand for to år siden sikrede sig oprykning til 1. division, skete det netop med en sejr i Dalum, hvorefter festen kunne bryde løs.
Der var dog ikke meget at grine af i starten af kampen. Der var kun spillet fem minutter, da Martin Høgstad scorede til 1-0 for Dalum. Det skete, efter at kampstarten var blevet udsat et kvarter.
Men Brabrand kom som nævnt stærkt tilbage. Malthe Boesen stod med et meget flot mål for udligningen til 1-1 fem minutter før pausen efter en flot spillet første halvleg.
I anden halvleg jagtede Brabrand føringsmålet, og det kom et kvarter før tid og blev scoret af Lasse Møberg, efter at midtbanespilleren Lasse Tougaard Andersen havde forsøgt sig.
Modgangen gik tilsyneladende Dalum-spilleren Jacob Mikkelsen så meget på, at han kort før tid fik sit andet gule kort og blev udvist. Og Brabrand kunne derefter køre sejren sikkert i hus.
”Vi spillede klogt i anden halvleg, men det kneb dog for os med at få spillet til at hænge ordentligt sammen”, sagde Brabrands træner Tom Søjberg efter kampen.
“Dalum voksede, efterhånden som halvlegen skred frem. Men vi ofrede os, og det var bare fedt at se de tre points tikke ind på kontoen.”
Næste opgave for Brabrand bliver tirsdag aften, hvor Aarhus Fremad venter i pokalturneringens første runde. Kampen spilles på Riisvangen Stadion tirsdag kl. 18.00.
Næste turneringskamp spilles lørdag d. 10. august kl. 14.00, hvor Ringkøbing kommer på besøg på Brabrand Stadion.
Artiklen er rettet: Brabrands sejrsmål blev scoret af Lasse Møberg og ikke som tidligere skrevet Lasse Tougaard Andersen.