Studerende fra Arkitektskolen i Aarhus har i et semester arbejdet med ideer til, hvordan Brabrand kan udvikle sig som bydel. I mange af skitserne er en genåbnet Brabrand Station centrum for en kraftig fornyelse og fortætning af området langs Silkeborgvej.
Aarhus vokser hurtigt, og der skal gøres plads til 4000 nye borgere om året. Gentænk Brabrand som forstad, som stationsby, som en del af Aarhus.
Sådan lød opgaven blandt andet til de kandidatstuderende fra Studio Urban Design og landscape Architecture, der har udviklet forslag til, hvordan bydelen kan udvikles fremover. Opgaven var at udvikle scenarier for et specifikt område i Brabrand og Aarhus Ådal.
Resultatet er blevet en lang række modeller, tegninger og skitser, der fra i mandags og til og med i dag, onsdag (d. 7. februar, red.) , kan ses i forhallen på Aarhus Rådhus.
Det er blevet til mange spændende tanker, der groft sagt kan deles i to hovedkategorier: Nogle af projekterne foreslår en drastisk fortætning omkring Brabrand Station og Tulip-grunden, andre foreslår Brabrand som en grøn oase, en bypark med stor attraktionsværdi for alle kommunens borgere.
Stationen kan blive katalysator for byudvikling
En stor del af de kommende arkitekter har sat fokus på, hvordan der kan bygges tæt omkring en kommende genåbnet Brabrand Station. Skitserne emmer af by og viser, hvordan området fra Tulipgrunden og ned mod Hovedgaden kan blive til en ”rigtig” by . Også Hovedgaden får her nyt liv og forbinder Tulipgrunden og stationen med Brabrand Sø.
Ideerne bygger videre på forhåbningerne om, at Brabrand med en genåbnet station og endestation for letbanen kan blive en vigtig brik i infrastrukturen for hele Aarhus.
”Den fremtidige station ses som en katalysator for udviklingen af Brabrand som forstad. Letbanen giver mulighed for at gentænke Brabrands rolle som forstad, og som vigtigt pendlerstop, men også som en del af Aarhus, netop fordi bydelen bliver tættere knyttet til den resterende del af Aarhus,” skriver de studerende.
”Netop stationen er dermed katalysator for, hvordan det nærliggende industriområde Tulipgrunden kan omdannes til et attraktivt kvarter, som både kan rive op i forstadens image som villakvarter, og blive til et fortættet bymiljø nær unik natur”.
De arkitektstuderende er godt klar over, at der i Brabrand er en problematik med meget biltrafik og diskussioner om sikker skolevej. En del af skitserne har derfor også overvejelser om, hvordan cyklister og fodgængere kan færdes i bydelen.
Her ses nogle af skitserne.