Brabrands håndboldherrer vandt søndag eftermiddag topopgøret mod VRI 24-19 på hjemmebane i Brabrandhallen og er nu meget tæt på oprykning til 3. division. Med en sejr på torsdag i Ry kan champagnepropperne springe.
Det startede ellers ikke godt for Brabrand i søndagens kamp. Holdet var i starten bagud med hele fire mål, men fik senere i første halvleg ændret slagets gang, så hjemmeholdet kunne gå til pause med en føring på et enkelt mål.
I 2. halvleg satte Brabrand tingene på plads, og kørte en sikker 24-19-sejr i hus.
”Det var en sejr, der var båret hjem af et rigtig godt forsvar og en solid målmands-præstation”, fortæller Brabrands træner Rasmus Mygind.
”Nu skal vi gøre os klar til kampen i Ry på torsdag, hvor vi håber på en god opbakning fra klubbens andre hold samt venner og familie!”
Brabrand er nyoprykker i Jyllandsserien, men ser altså alligevel ud til at kunne rykke direkte igennem rækken op til 3. division. Brabrand har tidligere huseret en årrække i divisionerne, men har haft nogle år, hvor klubben har været underdrejet.