Onsdag kl. 18.30 er der dækket op til et ægte bundbrag med nerverne uden på tøjet, når FC Roskilde besøger Brabrand Stadion. Et af de to hold må forlade rækken om få dage, når sidste turneringsrunde er spillet!
Lige nu sidder FC Roskilde på den placering, der akkurat giver en sæson mere i 1. division, mens Brabrand ligger under nedrykningsstregen, sådan som holdet har gjort det de sidste mange måneder.
Men det, der for nogle uger siden lignede en stensikker nedrykning til Brabrand, er nu vekslet til en dramatisk situation, hvor Brabrand med en smule held i sprøjten faktisk kan bytte plads med FC Roskilde og sende domkirkebyens drenge ned i 2. division.
Det kan i virkeligheden siges så enkelt, at Brabrand IF skal vinde de to sidste kampe, mens FC Roskilde skal tabe begge deres. Og begge hold er godt på vej, hvis det lykkes Brabrand at slå FC Roskilde på Brabrand Stadion onsdag aften.
I sidste spillerunde har FC Roskilde hjemmebane på Fremad Amager, der ikke længere har noget at spille for, mens Brabrand skal til Viborg, der stadig er med i oprykningskampen.
Kun ét nederlag i ni kampe
Men den tid, den udfordring, siger Brabrands assistenttræner Marc Højland Jepsen – for holdet vil fortsætte den strategi, der har givet holdet så mange points på det seneste: At tage en kamp ad gangen.
”Vi har jo gået og snakket om, at i den her kamp mod FC Roskilde ville vi have noget at spille for! Det har ligesom været målet. Vi har selv gjort , hvad vi kunne, og har vundet vores kampe – og at de andre resultater så flasker sig for os, er bare optur!”
Brabrand har kun tabt én ud af de sidste 9 kampe. Af de resterende er 4 vundet og 4 endt uafgjort, hvilket har kastet hele 16 points af sig.
Da de foranliggende hold, bl.a. FC Roskilde, har haltet lidt, er det lykkedes Brabrand at formindske afstanden til noget, der ikke længere ser helt umuligt ud.
Økonomi af en anden verden
Hvis man følger med i fodboldens verden – og følger Brøndby IF – klinger en del af Roskildes spillere velkendt:
FC Roskilde med masser af profiler: Daniel Stenderup, Mathias Gehrt, og Mikkel Thygesen har alle spillet en del superliga-kampe for Brøndby. Læg dertil spillere som Emil Nielsen, som tidligere har spillet i AGF, Kristian Lindberg, som har spillet superliga-fodbold for FC Nordsjælland, og Morten Nielsen, som er udviklet i Chelsea. Det er alle navne, der lyder af kvalitet.
FC Roskilde har netop offentliggjort årsregnskabet for 2017, der fortæller om personale-omkostninger på 12,5 mio. kr. og et underskud på 1,8 mio. kr. Altså en helt anden verden i forhold til Brabrands økonomi.
”Med deres profiler og økonomi må de nok være favoritter i størrelsen 70-30. Men det er en helt åben kamp, og vi har en ufattelig tro på tingene i øjeblikket. Alle stoler på, at sidemanden gør, hvad han skal. Og vi vil rigtig gerne give publikum i Brabrand en god kamp at slutte sæsonen af med på hjemmebane”, siger Marc Højland Jepsen.
”Vi spillede 1-1 i starten af turneringen og tabte ufortjent 2-3 derovre. Det er et hold, der spiller frisk fodbold og har en masse individualister – lidt ligesom det gælder mange af de andre hold i rækken. Men vi har vænnet os til 1. division nu, og uanset hvordan det går onsdag, har vi bevist, at vi er mere end dygtige nok til at være med på det her niveau”, siger Brabrands assistenttræner.
Brabrand IF-FC Roskilde: Onsdag d. 16/5 kl. 18.30 på Brabrand Stadion