Brabrand-spillerne har været hjemløse i et halvt år. Men på søndag ruller fodbolden igen på Brabrand Stadion, når Brabrand IF tager imod Fremad Amager til den vigtige kamp om at undgå nedrykning fra 1. division. Der er lagt op til en festlig forårsdag med standerhejsning og aktiviteter allerede fra kl. 10.
I lørdags kl. 7.45, mens resten af Aarhus var ved at gnide søvnen ud af øjnene, stod Brabrands fodboldspillere klar til den sidste gang træning før søndagens kamp mod Vejle. På kunststofbanen ved Vejlby-Risskov Hallen. Det var det tidspunkt, der var en bane ledig et sted i Aarhus…
”Vi har ikke spillet fodbold i Brabrand siden oktober sidste år. Det kræver noget ekstra af spillerne ikke at være i vante rammer. De skal have en kæmpe ros for at tilpasse sig de vanskelige betingelser, som ingen andre divisionsklubber ville byde deres spillere”, siger assistenttræner Marc Højland Jepsen.
Han fortæller, at spillerne og alle omkring holdet glæder sig voldsomt til igen at sætte fodboldstøvlerne på eget græs. Aarhus Kommune har endnu ikke åbnet for brug af græsbanerne, men vejrguderne ser ud til at være venligt stemt, så alle håber… og i øvrigt er Ceres Park lejet ud til anden side på søndag!
En festdag for hele Brabrand IF
Kommunens folk har de seneste dage renset de drænrør, der blev for 5-6 år siden, og vandet fosser nu ud af rørene i den nærliggende bæk. Desuden er en stor gruppe frivillige i fuld gang med at gøre alt klar til kampen.
”Det er helt fantastisk, hvad de lægger af arbejde i at skabe gode betingelser for os. Det er virkelig unikt, den måde klubben fungerer på, og de fortjener alle rigtig stor ros”, siger Marc Højland Jepsen.
Søndag bliver ikke kun en festdag for Brabrand IF´s 1. divisionshold, der forhåbentlig kan vende hjem. Klubbens ungdomsafdeling markerer allerede kl. 10 søndag formiddag forårets komme med standerhejsning. Og hele formiddagen er der masser af aktiviteter for børnene på hele anlægget.
”Der ligger så mange points og venter i Brabrand!”
Da Brabrand i søndags hev en 1-0-sejr i hus over topholdet Vejle Boldklub, åbnede rækken sig pludselig, og Brabrand kan nu skimte de to hold, der ligger på den anden side af nedrykningsstregen, Nykøbing FC og Fremad Amager. De spiller begge onsdag aften mod henholdsvis Vendsyssel og Viborg, så meget kan se anderledes ud ved sengetid i dag.
Men lige nu er Brabrand kun 6 og 7 points efter de to hold og kan med en sejr over Fremad Amager halvere den afstand. Marc Højland Jepsen vil dog ikke tale om, hvordan det kan gå, hvis nu…
”Vores holdning er, at vi er nødt til at forholde os til hver enkelt kamp og have fuld fokus på det. Så må vi tage, hvad der kommer.”
”Men vi kan da mærke, at vi har fået fodfæste i rækken nu – og det lyder måske underligt, men selvom vi vandt i Vejle i søndags, var der stadig en masse ting i vores spil, vi ikke var tilfredse med.”
”Det kan godt være, at vi ikke har de store profiler på vores hold, men de spiller virkelig for hinanden. Vi har nogle meget mentalt stærke spillere.”
Han fortæller om en situation efter kampen i søndags, som TV3 viste live. Efter kampen talte Brabrands trænerstab med TV3´s studievært, som sagde, at ”Det er ærgerligt, at I ikke spiller i Brabrand. Der ligger så mange points og venter på jer dér!” Det håber han, at fodboldeksperten har ret i.
Kampen Brabrand-Fremad Amager spilles på Brabrand Stadion kl. 13.45 på søndag d. 15. april. Entréprisen er 60 kr. for voksne.