Grundlovens fødselsdag var anledningen til, at knap 300 Brabrand-borgere tirsdag eftermiddag i bragende solskin mødtes i Søparken ved Brabrand Sø. Dagens grundlovstaler, skoleleder Anders Munthe, Engdalskolen, talte om, at vi alle bør fokusere mindre på målbare kompetencer og i stedet prioritere, at de unge udvikler dannelse til selvstændighed og solidaritet med andre.
Anders Munthe tog afsæt i Grundlovens formulering om lige ret til uddannelse, og bemærkede at Folkeskolen er udtryk for denne lighed. Folkeskolen er et af de få steder, hvor danskerne mødes uanset deres forskellige baggrund.
Men han var kritisk over for det herskende politiske krav om, at Folkeskolen skal blive endnu mere effektiv til at udstyre eleverne med kompetencer, så de kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet og ”være med til at slå kineserne”.
Han nævnte flere grunde til, at det måske ikke er så god en idé at være vældig fokuseret på kompetencer. Blandt andet at det er svært at være skråsikker på, hvad det præcis er for kompetencer, der kræves i en verden i evigt accelererende forandring.
”Et samfund i forandring kræver i stedet børn og unge, der dannes. Kompetencer hjælper alene til, at man kan løse stillede opgaver. Dannelse sikrer, at man kan tage selvstændigt stilling og reflektere – og i øvrigt leve et ansvarligt liv i solidaritet og fællesskab med andre mennesker”, sagde Anders Munthe.
“De unge er klar!”
En anden risiko ved at presse de unge for hårdt i retning af målbare resultater, er at de ikke kan holde til det.
”Se på de mange, der er ramt af 12-tals-ræset. Vi har endda fået en håndfuld uddannelser, der kræver et højere gennemsnit end 12. Men det pres har sin pris. Vi kan se, at mange flere end tidligere bliver syge, får angst og stress.”
Han opfordrede til, at man nedtoner det kraftige fokus på at måle de unge og i stedet rette opmærksomheden mod, at de faktisk kommer ud af skolen med den dannelse, der i virkeligheden skal være med til at sikre deres fremtid.
Men hvad dannelsen angår, mente han i øvrigt, at der – hvis man bruger Engdalskolens afgangselever som målestok – er grund til optimisme.
”De unge er klar! Så skal vi bare være lidt mere tålmodige. De skal nok finde ud af det!”
Da fællesskabet kom i spil
Søparken var i dagens anledning udrustet til at favne det fællesskab, der kendetegner et grundlovsmøde. Og fællesskabet blev pludselig konkret, da det blev nævnt, at Brabrands kulturhus, Det Gamle Gasværk, er nomineret til prisen ”Årets Bernhardt”.
Prisen er opkaldt efter ”Årets Bernhardt” tidligere borgmester Bernhardt Jensen og gives til et sted eller et miljø, der bidrager positivt til byen, kvarteret eller fællesskabet, leverer nytænkning mellem nyt og gammelt og er et godt eksempel på, at lokale ildsjæle eller fagfolk har ydet en særlig indsats for at bevare miljøets kvaliteter.
Vinderen findes ved en afstemning på nettet, og der blev på grundlovsmødet opfordret til at stemme på Det Gamle Gasværk. På den måde var Gasværket også på dagen med til at styrke det lokale fællesskab.
Man kan i øvrigt afgive sin stemme via dette link. Det kan ske frem til og med d. 10. juni.
Vores Brabrand bragte forleden et interview med Anders Munthe, ”Det driver mig at være en del af den brede skole”, der kan læses her