Selvom Østjyllands Politi gennemfører den ene færdselsrazzia efter den anden, kører mange i Gellerup-området fortsat, som om de ikke aner, at færdselsloven eksisterer. Borgere i lokalområdet efterlyser nu video-overvågning af de mest plagede veje.
Politi-indsats nummer 22 i år, gennemført midt i september, slog alle rekorder: Alene billeder fra politiets fotovogne resulterede i 261 bøder og 33 klip i kørekortet.
”Det er fuldstændig vanvittigt med så mange trafikforseelser. Vi har aldrig tidligere udstedt så mange sigtelser, og det vidner nærmest om lovløse tilstande. Nogen her i området tror åbenbart, at Færdselsloven bare er en hensigtserklæring,” sagde politikommissær Klaus Hvegholm Møller forleden på kvartalsmødet i Samvirket.
Ønske om video-overvågning
Her diskuterede beboere, frivillige og fagfolk udviklingen i Gellerup. Og trafikkulturen er fortsat et område, hvor der ikke er positive nyheder. Og Klaus Hvegholm Møller lovede, at politiet fortsat vil gennemføre færdselsaktioner i Aarhus Vest.
”Politidirektøren har fået blod på tanden. Det giver jo mange penge i statskassen. Så lad være med at køre for stærkt, køre over for rødt osv. Der vil blive slået ned på det”, sagde han.
På mødet nævnte flere beboere eksempler på hurtig og ubehersket kørsel i området. Der blev spurgt til, om video-overvågning af nogle af de hårdest ramte veje, Edwin Rahrs Vej, Gudrunsvej og Karen Blixens Boulevard, kunne være en løsning.
Klaus Hvegholm Møller lovede på mødet at undersøge mulighederne. Vores Brabrand har fulgt op på sagen, men politikommissæren har endnu ikke nyt at fortælle.
”Jeg tror dog, det bliver svært med overvågning,” siger han. Det var dog inden, regeringen onsdag fremlagde sin sikkerhedspakke med forslag om ”markant mere tv-overvågning” i form af 300 flere kameraer, politiet kan sætte op, hvor det skønnes nødvendigt.
Som et mobilt vej-bump
Blandt andet blev der på Samvirke-mødet fortalt om utryghed ved at cykle ad Karen Blixens Boulevard. Her er der ingen cykelsti, og man cykler derfor på selve vejen.
”Jeg føler mig som et mobilt vejbump,” sagde en mødedeltager og spurgte til straffen for at cykle på fortovet. Politikommissæren oplyste, at bøden vil være mellem 500 og 1000 kr.
Læs mere om Østjyllands Politis seneste færdselsindsatser i Aarhus Vest:
44 noteret for at køre for hurtigt i Brabrand
Politiindsats: Mor kørte bil mens hun filmede sit barn