Mens Gellerup forandrer sig som følge af Helhedsplanen, efterlades beboerne i en blanding af håb og usikkerhed. Antropolog Jonas Strandholdt Bach er i gang med at skrive en Ph.d. om, hvordan de fysiske forandringer i Gellerup påvirker de mennesker, der bor der.
Jonas Strandholdt Bach kender Gellerup og Toveshøj ud og ind og kender mange i området. Sammen med sin familie boede han i Toveshøj, fra han var 6 til 10 år. Han fortsatte med at gå på Tovshøjskolen og kommer fortsat en del i Gellerup-Toveshøj-området.
I de sidste par år har han også haft sin faglige gang i området. Han er uddannet antropolog og er ved at afslutte sit Ph.d.-projekt om, hvordan Helhedsplanen påvirker beboerne i bydelen. Projektet er finansieret af Landsbyggefonden og udføres i samarbejde med Brabrand Boligforening og Aarhus Universitet.
”Jeg er ved at undersøge, hvad det egentlig gør ved beboerne i et boligområde, at man renoverer det og ændrer det fysisk, som det sker med Helhedsplanen – og hvordan det påvirker folk i forhold til at flytte væk eller blive boende,” forklarer han.
Det er blevet lettere at få danske venner
I 2016 og 2017 har Jonas Strandholdt Bach interviewet cirka 40 nuværende og tidligere beboere i Gellerup om deres syn på Helhedsplanen og deres forventninger til fremtiden i et forandret boligområde. Dertil kommer en lang række mere uformelle samtaler.
Interviewene med de mange beboere i Gellerup-området har givet ham et indblik i et interessant paradoks:
På den ene side oplever mange beboere med anden etnisk baggrund, at den danske politiske debat i højere grad end tidligere stigmatiserer flygtninge og indvandrere: At politikere og medier vedvarende medvirker til at give den befolkningsgruppe et negativt ry.
På den anden side beskriver de en virkelighed, hvor det er blevet lettere at komme i kontakt med danskere, lettere at få et arbejde, og lettere for deres børn få danske venner. Det er en holdning, mange har givet udtryk for i interviewene med Jonas Strandholdt Bach.
”Det er ret interessant, og også noget jeg selv har oplevet ved at komme her i området gennem mange år: Det virker, som om især de yngre beboere er mere blandede på tværs af sprog og etnicitet, end de var, da jeg selv var barn og ung her i Gellerup. Tidligere holdt man sig mere opdelt i forhold til, hvilket land man kom fra, og hvilket sprog man oprindelig talte.”
De håbefulde
Svarene fordeler sig groft sagt i to hovedkategorier: Der er dem, der er optimistiske og både håber og tror på en bedre fremtid i Gellerup. Og så er der de usikre, som også registrerer nogle af de fysiske forandringer som noget positivt – men er usikre på, om de selv vil have en plads i det nye Gellerup.
De optimistiske er først og fremmest nogle af dem, som har overvejet at flytte væk, og som glæder sig over, at der endelig sker noget i det kvarter, hvor de bor, og kan se positive muligheder i fornyelsen.
I Helhedsplanens første år med nedrivninger, masser af mudder over alt, gravemaskiner og afspærringer var det svært for de fleste beboere at glæde sig over forandringerne. De grønne områder, som mange havde gode minder fra, blev gravet op. Området som de fleste følte sig trygge i. Hvorfor skulle det nu alt sammen ændres?
Men da faciliteter som for eksempel kunststof-fodboldbanen midt i Gellerup blev færdige, begyndte stemningen at forandre sig. Der kom faktisk nogle nye faciliteter, og det blev klart, at også virksomheder og fonde ville investere i Gellerup. Så var der måske alligevel noget at bygge på.
Ifølge antropologen oplever en del af beboerne i området mediernes i stigende grad positive interesse for området som et plus – samtidig med at de ser flere gæster udefra komme på besøg og spadsere rundt i området.
Desuden oplever de, at politiet tager hånd om de problemer der har været i området, at der er mindre hærværk og færre indbrud end tidligere, og at de unge i højere grad tager uddannelser og kommer i fritidsjob.
Nogle af de håbefulde har dog kritiseret, at renoveringen er begyndt udendørs, da det især er lejlighederne, der opleves som slidte og utætte, som beboerne har ønsket at få moderniseret. De har set boligstandarden andre steder udvikle sig, mens de i Gellerup har ventet på en tilsvarende renovering.
De skeptiske
Det er især beboere, som er uden for arbejdsmarkedet, der føler sig pressede, og frygter at de kan miste deres hjem i Gellerup. En del i denne kategori har boet mange år i Gellerup og har hele deres netværk her. Derfor kan Helhedsplanen opleves som en trussel mod deres trivsel og livsgrundlag i Gellerup.
Flere har over for Jonas Strandholdt Bach udtrykt en frygt for, at når de har måttet klare sig gennem perioden med gener ved byggearbejdet, og området er blevet attraktivt, vil de kunne skiftes ud med bedrestillede beboere.
Beboerne har en tryghedsgaranti, der sikrer dem, at de kan komme tilbage til lejligheden, når den er renoveret – eller en tilsvarende lejlighed. Men en del er alligevel nervøse: Bliver det meget dyrere? Og kan politikerne finde på i sidste øjeblik at sløjfe tryghedsgarantien?
Faldende tiltro til politikerne
En del af den skepsis og utryghed, en del beboere føler over for områdets fremtid, mener Jonas Strandholdt Bach hænger sammen med en faldende tillid til politikerne. Blandt andet i forbindelse med debatten om en moské i Gellerup.
”Mange havde håbet, at der kom en rigtig moské i området, som en anerkendelse af at også muslimer skal have mulighed for at udøve deres tro. Men efter dokumentarudsendelsen ”Bag Sløret” er den idé blevet lagt ned. Det har været medvirkende til, at nogle føler, at de ikke længere kan stole på politikerne.”
”Man er i det hele taget skeptisk over for, hvordan det danske samfund behandler indvandrere. Det er ikke kun arbejdsløse og folk på overførselsindkomst, der siger det, men også studerende og folk i arbejde. De oplever, at muslimer bliver set ned på og føler det som noget ubehageligt, og at det handler om at slå hårdt ned på indvandrere for at samle stemmer.”
Antropologen understreger, at de nævnte holdninger ikke er dominerende i Gellerup, men at de især trives blandt de grupper, som føler sig mest utrygge ved fremtiden i området.
Elevatoreffekten
Hans udgangspunkt for Ph.d.´en var oprindelig at se på flyttemønstre: Hvorfor er det, at nogle mennesker flytter, og andre bliver boende?
Det grundlæggende mønster, man tidligere har set i Gellerup, kalder man elevator-effekten: Dem der flytter ud, har en større indtægt og stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet, end dem der flytter ind.
”Der har været en forestilling om, at de flytter, fordi de ikke er glade for at bo her og flytter, når de har ressourcerne til det. Men når man ser på det, man kalder Gellerup-analysen, som Aarhus Kommune lavede i 2014, var det mønster ikke så tydeligt.”
”Der er faktisk en del af dem, man kalder de ressourcestærke, der bliver boende, også selv om de kunne have råd til at købe et hus. De bliver boende, fordi de er glade for området og deres netværk, aktiviteter og faciliteter i området.”
Den første danske undersøgelse
Målet med Helhedsplanen er at fastholde de ressourcestærke i området, men i de første år med Helhedsplanen har man set den modsatte effekt: Fem boligblokke er allerede blevet tømt og gjort klar til renovering, og her har det vist sig, at elevatoreffekten har været i funktion:
Mange studerende og folk i arbejde har fundet en bolig et andet sted i byen, mens flere af beboerne på overførselsindkomst ønskede at blive boende. Nogle af dem, som gerne ville flytte, stødte på barrierer omkring økonomi og fleksibel udlejning i afdelinger, de gerne ville flytte til.
Troen på at Helhedsplanen på længere sigt vil virke, bygger på udenlandske forskningsresultater, der viser, at en fysisk forandring af udsatte boligområder kan føre til social udvikling. Men man har endnu ingen danske undersøgelser af, hvad der sker med de mennesker, der bor i området, og med området over tid.
Det får man så åbnet for nu. Jonas Strandholdt Bach er i fuld gang med at skrive sin afhandling om beboernes oplevelser af og med Helhedsplanen. Han regner med, at den er færdig sidst på efteråret.