Gellerup skal blive et sted for nytænkning og udvikling af nye produkter og virksomheder, lyder et af målene for udviklingen af området. En flok venner i Aarhus Soundsystem løber i forvejen og er på vej til at revolutionere markedet for højttalere med helt nye bæredygtige produkter.
På et bord ved vinduet står to eksemplarer af det første produkt, Aarhus Soundsystem om få uger er klar til at gå ud på højttaler-markedet med: En højttaler, der både ser godt ud og leverer masser af vellyd.
Den er udviklet af Troels Heiselberg Mikkelsen, 24, og Lasse Hald Andersen, 23, sammen med deres venner i Aarhus Soundsystem, der har til huse i Den Gode By i Aarhus Kommunes nye kontorhus i Gellerup og vil blive produceret i iværksætterhuset Square One lidt længere nede ad Karen Blixens Boulevard. Design og produktion made in Brabrand!
Højttalerne ser forholdsvis klassiske og konventionelle ud – og det er de også. Men folkene bag Aarhus Soundsystem håber, at salget vil kunne skabe indtægter til at færdigudvikle det, der er de to udvikleres hjertebarn: En bæredygtig højttaler produceret med et kabinet af bambus og indeholdende bæredygtige alternativer til de ellers miljøskadelige materialer der bliver brugt i dag.
Utallige eksperimenter
”I princippet kan man godt lave en højttaler, hvis man er lidt håndsnild og kan bruge hovedet. Men det svære er at få den til at levere kvalitetslyd”, forklarer en af de to iværksættere, Troels Heiselberg Mikkelsen.
Der er en masse detaljer, som de to har brugt de seneste år på at komme til bunds i. Et vigtigt element er det såkaldte delefilter, der deler frekvenser op mellem enhederne.
Det var Troels Heiselberg Mikkelsen og Lasse Hald Andersen, som sammen begyndte at udvikle højttalere og har gennemført utallige eksperimenter for at lære nyt og finde de optimale løsninger. Nu har flere af deres studiekammerater sluttet sig til dem i Aarhus Soundsystem.
Udvikling af bæredygtige materialer
Ud over at skabe den teknisk helt rigtige løsning er det bæredygtigheden, de for alvor brænder for.
”Markedet for højttaler-elementer er meget traditionelt. Det handler om at producere dem billigst muligt. Der er endnu ikke så meget fokus på at finde erstatninger for blandt andet aluminium og plastik. Det er her, vi forhåbentlig kan bidrage med noget nyt.”
De er ikke meget for at gå i detaljer, da det senere kan komme på tale at sikre patent på de nye produkter. Men de er i fuld gang sammen med andre fagfolk at finde erstatninger for elementer af aluminium, stål og plastik.
”Foreløbig må vi købe det, der er. Men vores mål på længere sigt er at træffe de mest bæredygtige valg, uden at gå på kompromis med kvaliteten af produkterne”, siger de.
Der er dog lang vej, til højttalere kan laves fuldt og helt af bæredygtigt og nedbrydeligt materiale. For eksempel skal der stadig bruges metaller til at lede strøm.
Bambus et klimavenligt alternativ
Bambus bliver et vigtigt element i den kommende bæredygtige højttaler. De to iværksættere taler varmt for bambus som et bæredygtigt alternativ til de forskellige traditionelle træsorter.
Dels vokser bambus op på kun fire år, hvor de fleste træsorter skal bruge mange flere år. Og dels binder bambus forholdsvis meget CO2 og kan gro på arealer med forholdsvis dårlig jord, hvilket giver muligheder for beplantning flere steder på jorden.
Selv når man indregner transporten fra leverandøren i Kina, udgør bambus et stærkt klimavenligt alternativ til de klassiske træsorter, fastholder de.
Desuden er der en række eksperimenter med dyrkning af bambus på europæisk jord, hvilket evt. kunne udnyttes i fremtiden.
Aarhus Soundsystem arbejder desuden i øjeblikket på at udvikle et bæredygtigt erstatningsmateriale for traditionelle lyddæmpende materialer. Ja, selv stoffet på forsiden af højttaleren vil blive bæredygtigt. En designer, som ligeledes har til huse i Den Gode By, arbejder på at finde den helt rigtige løsning.
For at bidrage til bæredygtigheden lover Aarhus Soundsystem desuden, at der vil blive plantet et bambusskud, hver gang de sælger en højttaler. Og man får et beløb i rabat hvis man samtidig afleverer den gamle højttaler. Virksomheden lover så, at den vil blive skilt ad og enkeltdelene deponeret forsvarligt.
Nummer to eksploderede
De to barndomskammerater, er vokset op sammen i udkanten af Viborg og har fulgtes ad gennem folkeskolen og gymnasiet. De begyndte at bygge højttalere, fordi de syntes det var sjovt, og så gav det yderligere motivation, at de fik anerkendelse af vennerne.
Undervejs har de begået masser af fejltagelser i jagten på den helt rigtige lyd. Blandt andet eksploderede en af deres allertidligste højttalere, fordi den fik for høj spænding.
De fandt ud af, at de havde en del at lære endnu – så hvilken vej var så den bedste at gå? De valgte uddannelsesvejen.
Troels begyndte at læse til produktionsteknolog og blev færdig sidste sommer. Lasse er ved at færdiggøre sin uddannelse som elektronikteknolog sammen med de øvrige i virksomheden og forventer at være færdig til sommer.
Søger investorer via Innovationsfonden
Det var tilfældigheder, der bragte dem til Gellerup. De fik kontakt til Christian Fumz, som fik dem ind i Iværksætterhuset, der nu hedder Square One. Da Den Gode By var indflytningsklar, var de blandt de første, der flyttede de få hundrede meter op ad Karen Blixens Boulevard og ind i Aarhus Kommunes nye kontorbygning, der i stueetagen huser Den Gode By.
De to hovedmænd arbejder lige nu med at rejse kapital til det videre udviklingsarbejde. Her har de indledt kontakten til Innovationsfonden, der vil hjælpe med at finde den rette investor. Desuden er der betydelig interesse for projektet blandt folk i lydbranchen.
Community: Lydprocesser fra optagelse til afspilning
Snart får Aarhus Soundsystem også en visuel identitet. En gammel gymnasiekammerat, som studerer multimediedesign, vil levere de visuelle løsninger samt en hjemmeside.
I det hele taget nyder Lasse Hald Andersen og Troels Heiselberg Mikkelsen samarbejdet med andre unge iværksættere og ser Aarhus Soundsystem udvikle sig i retning af et community, der drives af dem og deres studiekammerater, men indgår samarbejder med andre inden for lydprocesser fra optagelse til afspilning.
Møbelsnedker Osman Arikan, som driver virksomheden Savsmuld mfl. Fra Square One, skal være med til producere kabinetterne til de nye højttalere, og de samarbejder desuden med blandt andre Adnan Fayez, som driver lydstudie i Den Gode By og vil i fælleskab opsætte sceneudstyr til koncerter og konferencer mm.
”Der skal fortsat være en styring og en samlet idé, men det er spændende, hvis vi med hver vores forskellige tilgang kan hjælpe hinanden fremad”, forklarer de.
”Det er bare at knokle igennem”
Når de to møder ind for at arbejde på højttaler-projektet, har de allerede arbejdet på den anden side af 37 timer andre steder i byen.
Troels arbejder på fuld tid som kok og har desuden også deltidsstilling, ligeledes med madlavning. Lasse er studiemedhjælper hos Vestas og arbejder i weekenderne som tjener.
”Det er bare at knokle igennem og holde de faste udgifter så lave som muligt både privat og erhvervsmæssigt, men samtidig skabe aktiviteter der kan til bidrage til samfundet og sikre vores udvikling som organisation”
Desuden har de blandt andet udviklet et mobilt højttaleranlæg, der kører på batterier, og derfor ikke er afhængig af, at der skal trækkes store mængder ledning.
Aarhus Soundsystem kan pt følges på instagram og sender i løbet af april den nyudviklede højttaler på markedet. Prisen bliver 4999 kr. pr. styk.