Det meste af Danmark er lukket ned de kommende 14 dage, og det får naturligvis også konsekvenser for en lang række aktiviteter og begivenheder i Brabrand. Her er et forsøg på et overblik. Der mangler sandsynligvis noget – så skriv gerne med informationer til voresbrabrand@gmail.com.
Institutioner og butikker
På Lokalcenter Brabrand udskydes alle aktiviteter frem til 31. marts. Sundhedsklinikken holder dog åbent for borgere, der allerede har aftaler ved sygeplejersken. Der er mulighed for at afhente forudbestilt mad fra Søcafeen for de borgere, som dagligt spiser frokost der.
Veteranhjem Midtjylland er med øjeblikkelig virkning lukket for alle besøgende! “Vi følger situationen nøje”, skriver veteranhjemmet på Facebook.
Danmission Genbrug på Hovedgaden holder lukket fra og med fredag og frem til d. 29. marts.
Vaskeriet på Louisevej er lukket frem til den 27. marts, men der vil dog blive vasket tøj for Vaskeriets faste kunder.
Det boligsociale Hus i Gellerup har også valgt at følge myndighedernes anvisning, og huset vil derfor være lukket de kommende 14 dage. Medarbejderne arbejder hjemmefra og kan kontaktes pr. telefon.
Genbrugsstationerne i Aarhus er lukket for private frem til og med d. 29. marts. Virksomheder kan stadig bruge genbrugsstationerne.
Brabrand Boligforening har lukket for fysisk betjening i de næste to uger. Man kan dog komme i kontakt med boligforeningens medarbejdere på telefon 8931 7171.
Gellerupbadet er lukket indtil d. 27. marts.
Arrangementer
Virksomheden Blue Room på Langdalsvej har valgt at udskyde fredagsbaren fredag. “Uden krammere og kindkys er en fredagsbar alligevel ikke sjov”, skriver Blue Room på Facebook.
Divisionsforeningen har aflyst alle kampe i de tre divisioner, og det betyder, at Brabrand IF´s to næste kampe mod FC Jammerbugt og Dalum er aflyst skriver Brabrand Fodbold på hjemmesiden.
Brabrand Håndbold har aflyst generalforsamlingen på tirsdag d. 17. marts.
Al træning og alle kampe under Brabrand IF Fodbold er indstillet – foreløbig til og med d. 30. marts.
Brabrand Gymnastik har aflyst årets gymnastikopvisning og aflyser al gymnastik til efter påske, dvs. til og med mandag d. 14. april. Til den tid vil man tage stilling til, om perioden vil blive forlænget.
De grønne pigespejdere i Brabrand aflyser alle spejdermøder de næste 14 dage frem til og med den 27. marts.
Brabrand Aarslev Kirker aflyser gudstjenester, undervisning og arrangementer i foreløbig to uger. Kirkelige handlinger gennem føres efter behov med begrænset deltagelse, skriver kirken på hjemmesiden.
Også i Gellerup Kirke aflyses alle aktiviteter og gudstjenester i kirken frem til den 29. marts. Bisættelse, dåb og vielse kan stadig gennemføres – dog under andre former end normalt, skriver kirken på hjemmesiden.
Fredens Moské og Grimhøjmoskeen har aflyst fredagsbønnen de kommende 14 dage. Det kan du læse mere om i Jyllands-Posten.
Arabisk Dansk Kulturhus skulle i disse dage have afholdt Palæstina Film Festival i Øst for Paradis, men er udsat på ubestemt tid.
Livsværkstederne har aflyst madskole-arrangementet på Fredspladsen på onsdag den 18. marts. Desuden holder Livsværkstederne lukket, foreløbig i perioden 13.-27. marts.
Brabrand Erhvervsforening har besluttet at udsætte generalforsamlingen d. 19. marts på ubestemt tid alt afhængig af, hvordan tingene udvikler sig. Man håber på at kunne afvikle generalforsamlingen inden sommerferien i sammenhæng med et netværksarrangement.
Bydelsmødrene i Gellerup aflyser alle aktiviteter i den kommende uge.
Arrangørerne af vinarrangementet i Blixens med sydafrikanske Libby´s Pride Wine har valgt at aflyse arrangementet d. 26. marts 2020 på grund af corona-situatione. Man håber at kunne tage sagen op igen til efteråret.
To kommende kaospiloters middagsarrangement i Blixens d. 19. og 20. marts er naturligvis også aflyst.
Gellerup Arts Festival har aflyst GAF-festen d. 28. marts. Der er ikke offentliggjort en ny dato for festen på Gellerupscenen.
Arrangørerne af kunst-begivenheden Åbne Døre d. 4.-5. april har ligeledes valgt at aflyse. Sandsynligvis gennemføres Åbne Døre i stedet i efteråret.
Samvirkets Kvartalsmøde, som var planlagt til afholdelse d. 31. marts, er aflyst. Der vil komme nærmere besked om en evt. ny dato.