Entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S er klar til at bygge på det 60.000 kvadratmeter store areal mellem Edwin Rahrs Vej, Gudrunsvej og Ringvejen kaldet Helheden og afventer nu lokalplanen fra Aarhus Kommune. Blandt andet foreslår Enggaard opførelse af et friplejehjem i området.
A. Enggaard A/S kalder området for ”Helheden”, fordi det skal rumme lidt af det hele: Boliger, erhverv, detailhandel. Og måske både en daginstitution og et friplejehjem.
”Der er ikke ret mange friplejehjem i Aarhus. Men vi tænker også, at det vil bidrage til den diversitet, vi gerne vil have ind i området. Vi vil så vidt muligt gerne have alle aldersgrupper repræsenteret”, siger afdelingschef Jens Skinnebach, A. Enggaard A/S.
Det knap 60.000 kvadratmeter store område ligger og venter på, at noget skal ske: Mellem Gudrunsvej og Ringvejen, nord for Globus 1 og syd for Edwin Rahrs Vej.
Aarhus Kommune går nu i gang med at forberede lokalplanen for området, og imens snakker A. Enggaard A/S med mange forskellige virksomheder, der viser interesse for at etablere sig i Helheden. Det gælder blandt andet en pleje-virksomhed, der overvejer at drive friplejehjem.
I den nordlige ende er der i Enggaards plan gjort plads til dagligvarehandel, mens Aarhus Kommune har planer om at etablere en daginstitution ned mod Globus 1.
”Man kan mærke, at byen vil Gellerup”
Mens mange af elementerne stadig kun er ideer og planer, er det ganske sikkert, at der bliver bygget cirka 400 boliger i form af ejendomme på 2-5 etager. Boligerne bliver opført i tæt samarbejde med pensionskassen PKA, der vil stå for udlejningen af boligerne.
Når det gælder privat udlejning i Gellerup, er Pionérhusene i bunden af Gudrunsvej frontløbere. Og her kniber det, kunne DR for nylig fortælle: Kun omkring 30 af de første 120 lejligheder er endnu udlejet. Men det bekymrer ikke Jens Skinnebach:
”Det er slet ikke så usædvanligt, at det går lidt trægt i starten. Man skal lige se det lidt an og måske opleve, at folk begynder at flytte ind. Det skal nok komme”, siger han.
”Vi har i Enggaard rigtig store forventninger til udviklingen i Gellerup, og vores optimisme er kun øget, siden vi indgik aftalerne for fem år siden. Vi kan i vores netværk i Aarhus mærke en ændret holdning til Gellerup i takt med forandringerne i området. Man kan i langt højere grad se det positive i det, der sker der.”
”Mange var skeptiske, da vi for fem år siden begyndte at investere i Gellerup. Men nu kan folk begynde at se, at planerne for området ikke kun er snak, og har ændret folks holdning. Man kan mærke, at byen vil Gellerup,” siger Jens Skinnebach.
Håber på byggestart sidst på året
Mens de 400 boliger især kommer til at ligge ud mod Gudrunsvej, vil det yderste bånd langs Ringvejen være forbeholdt erhvervsvirksomheder. Der er endnu ikke mange aftaler på plads, men Jens Skinnebach føler sig sikker på, at området vil være attraktivt, blandt andet fordi det er let at komme til og fra og vil have en god synlighed fra Ringvejen.
Også i området syd for Globus 1 er en strimmel jord ud mod Ringvejen foran Pionérhusene i øvrigt udlagt til erhvervsformål.
Jens Skinnebach håber, at Aarhus Kommune i slutningen af året har godkendt lokalplanen for området, så de første byggerier kan gå i gang.