
Beboerne omkring Sødalsparken i Brabrand kan i de kommende uger forvente støj fra maskiner og aflæsning af materialer, når Banedanmark går i gang med at udskifte et sporskifte ved Logistikparken. Arbejdet udgør en del af de resterende opgaver med at sikre indkørsel til DSB’s værksted kommende værksted i Logistikparken.
DSB er i gang med at opføre et 20.000 kvadratmeter stort værksted, der er en vigtig del af DSB´s grønne omstilling. Her vil DSB vedligeholde og reparere de nye eldrevne IC5 eltog, der efter planen kommer på skinnerne i 2027.
Som en del af det afsluttende arbejde lægger Banedanmark i løbet af marts et nyt sporskifte ved Årslev. Sporskiftet gør det muligt for togene at køre fra hovedsporet og ind til DSB’s værksted i Logistikparken.
Det forberedende arbejde med opstilling af udstyr og tilkørsel af materialer til Banedanmarks arbejdspladser finder sted i perioden 10.-14. marts, hvor der arbejdes i dagtimerne.
Ilægning af selve sporskiftet foregår i perioden 21.-24. marts, hvor der arbejdes i døgndrift.
De afsluttende arbejder udføres i perioden 24.-28. marts 2025, hvor der ligeledes arbejdes i døgndrift – i sporet dog kun om natten.
“Som nabo til en af Banedanmarks arbejds- og materialepladser bl.a. ved Sødalsparken i Brabrand må man forvente støj fra maskiner og aflæsning af materialer, mens arbejdet foregår. I forbindelse med arbejderne vil der være til- og frakørsel af materialer med tunge køretøjer i området,” oplyser Banedanmark.
Selve udskiftningen af sporskiftet foregår på den del af jernbanen, der ligger lige syd for Edwin Rahrs Vej. Som nabo til arbejderne kan man derfor opleve støj fra maskiner og skærvelæsning samt projektørlys i nattetimerne.
Mens Banedanmark arbejder, kører der i perioden 21.-24. marts ikke tog på strækningen. Det er derfor en god idé at planlægge din rejse på Rejseplanen.
Selve værkstedet koster 1,3 milliarder kroner at opføre, og bygningen er lang nok til at kunne servicere de nye 109 meter lange IC5 tog, der er på vej til landet. 80 af dem får base her i Aarhus. DSB køber efter planen 150 af den type tog.
Læs også:
Nyt DSB-værksted i Årslev skal være et af landets mest bæredygtige byggerier