
Det lokale værksted, Super Dæk Service i Logistikparken i Brabrand, er blevet del af det verdensomspændende værkstedskoncept, Bosch Car Service. Det styrker blandt andet værkstedet i evnen til at kunne diagnosticere og løse udfordringer i de stadig flere elbiler på markedet.
De fleste kender nok Bosch for virksomhedens omfattende udvalg af udstyr til husholdningen og værkstedet – men foruden produktionen af dette, står Bosch også bag et internationalt værkstedskoncept kaldet Bosch Car Service, som den lokale afdeling af Super Dæk Service i Brabrand netop er blevet del af.
“Vi er udvalgt sammen med tre andre af vores værksteder her i Aarhus til at blive del af Bosch Car Service. Det er vi glade for, fordi det giver os udstyr, uddannelse og træning til at blive endnu skarpere på el- og hybridbiler. Det passer perfekt med vores ambition om at blive et værksted, hvor vi kan løse alle kundens udfordringer – også selvom de kører i el- eller hybridbil, som stiller nogle andre krav til os,” fortæller afdelingsleder, Rasmus Koch.
Afdelingslederen forklarer, at samarbejdet omfatter adgangen til teknisk avanceret udstyr fra Bosch samt reservedele fra industrigiganten, der er verdens største leverandør af komponenter til bilindustrien.
“Vi kommer dels til at blive styrket med markedsledende diagnoseudstyr – men måske endnu vigtigere, så får vi adgang til Bosch Car Services uddannelsesprogram. Det er vigtigt, for det kræver også en del uddannelse og træning at blive helt skarp på at diagnosticere, fejlfinde og eksempelvis gennemskue softwaresystemerne på elbiler, som der stadigt kommer flere nye modeller af,” siger Rasmus Koch.
“Vi ser frem til at påbegynde samarbejdet og i fremtiden blive et endnu mere attraktivt værksted for kunderne – uanset bilmærke og om det er benzin-, diesel-, hybrid- eller elbiler, de kører. ”
Super Dæk Service har i alt 67 afdelinger fordelt i hele landet, hvoraf 42 nu er del af det strategiske samarbejde med Bosch Car Service.
Ifølge Mobility Denmark var hele 64 procent af de indregistrerede biler i januar 2025 elbiler. En stigning på 123 procent sammenlignet med samme måned året før.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Super Dæk Service Danmark.