Det gamle gasværk i Brabrand er presset af en årlig husleje på ca. 137.000,- til Aarhus Kommune og står og mangler penge til vedligeholdelse. Samtidig kan man i Brabrand se, at Elværket i Åbyhøj helt slipper for husleje, tilsyneladende fordi man har fået en bedre aftale med en anden magistrat i Aarhus Kommune.
Aarhus Kommune ejer både Gasværket i Brabrand og Elværket i Åbyhøj. I Brabrand betaler man 137.000,- i ren leje til Teknik og Miljø. Vedligeholdelse og forbrug af el, vand og varme betaler Gasværket selv.
I Elværket i Åbyhøj, derimod, betaler man ingen husleje, og Aarhus Kommune betaler desuden en del af udgiften til forbrug samt løn til en vicevært, der holder alt i orden i bydelens nye kulturhus.
Forskellen mellem de to kulturhuses vilkår er tilsyneladende alene, at de har indgået aftaler med hver sin kommunale magistratsafdeling.
Mens Gasværket hører under Teknik og Miljø, har Elværket indgået en aftale med Sundhed og Omsorg om anvendelse af huset i dagtimerne. Til gengæld slipper foreningen bag Elværket for husleje og kommunen afholder de nævnte udgifter til forbrug og vicevært.
Gasværket trænger til vedligeholdelse – men mangler pengene
Formanden for Det gamle gasværk, Børge Bang, ønsker og forventer, at de to kultur- og medborgerhuse bliver behandlet ens.
”Når vi ser på Elværkets kalender, kan vi se, at huset er udlejet mindst lige så meget som Gasværket. Sundhed og Omsorg bruger Elværket nogle få dage midt i ugen, hvor det alligevel står tomt. Den samme aftale vil man kunne lave med Gasværket. Det er i weekenderne, vi tjener penge på udlejning.”
Aarhus Kommune har tidligere betalt for blandt andet et nyt tag over køkkenfløjen på Gasværket, og den udgift blev så lagt på huslejen. Børge Bang understreger, at de investeringer er betalt tilbage for længe siden via huslejen. Og yderligere vedligeholdelse forventes det, at Gasværket selv finansierer.
”Vi er dér, hvor Gasværket trænger til yderligere vedligeholdelse. Blandt andet skal hele huset males. Men vi har ikke pengene til det,” siger formanden.
Han uddyber, at for at kunne betale huslejen til Aarhus Kommune, skal Gasværket lejes ud cirka tre weekender i hver måned. Hvis huset er fuldt booket, skal den sidste weekends udlejning så finansiere husets drift og vedligeholdelse, hvilket ikke er muligt på længere sigt.
”Dertil kommer, at vi selvfølgelig ønsker at lægge hus til mange flere åbne kulturelle aktiviteter, men det er ikke muligt, når samtlige weekender skal lejes ud til private for at betale huslejen.”
Et kulturelt og socialt omdrejningspunkt
Brabrand Gasværk blev bygget i 1912 og leverede gas til bydelen frem til 1958. De næste 40 år blev huset brugt af Civilforsvaret og som lager for kommunen.
Men i 2002 kom huset til ære og værdighed igen, da det blev renoveret for 3,8 mio. kr. fra Lokale- og Anlægsfonden og Aarhus Kommune – samt tusindvis af frivillige arbejdstimer fra lokale ildsjæle.
Gasværket er blevet et omdrejningspunkt for en stor del af kulturlivet og det sociale liv i Brabrand. Og det samme er Elværket i Åbyhøj blevet siden åbningen af huset dér i august 2016.
Brabrand-Årslev Fællesråd har også været involveret i sagen, og formand Holger Lyngklip Strøm var i foråret medvirkende til at få et møde aftalt med rådmanden for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S).
Indtægtskrav bremser en løsning
Gasværkets ledelse oplevede, at rådmanden på mødet i april lyttede til deres argumenter – men siden har man ikke hørt noget. Vores Brabrand spurgte kort før valget Kristian Würtz, om der var nyt i sagen.
Den fungerende rådmand forstår godt argumenterne fra Gasværkets ledelse, men har ikke på nuværende tidspunkt en løsning klar, der betyder, at huslejen kan droppes.
”Der ligger nogle udfordringer, vi ikke har fået løst. Vi har i Teknik og Miljø et indtægtskrav på vores ejendomme. Så det er ikke umiddelbart noget, vi kan afvige fra”, siger han.
Han henviser til, at det er en særlig aftale, Sundhed og Omsorg har indgået med Elværket i Åbyhøj. Han kan ikke umiddelbart lave en tilsvarende aftale. De fleste andre kulturhuse i Aarhus hører i øvrigt under en helt tredje magistrat, Kultur og Borgerservice.