Et langt arbejdsliv nærmer sig sin afslutning for Arne Østergaard Poulsen. I 33 et halvt år har han som pædagog i Engdalskolens SFO været et fast holdepunkt i mange lokale børns hverdag. Tirsdag har han sin sidste arbejdsdag.
Vi sidder i kanten af Udkanten – SFO’ens store udeområde, hvor børnene i mindre grupper er i fuld gang med legen. Lyde af boldspil, lege og alle mulige andre aktiviteter summer i baggrunden, mens vi sidder og taler om et langt liv som pædagog på den samme arbejdsplads.
Arne Østergaard Poulsen er en venlig mand, som lige tænker sig om, inden han svarer på journalistens spørgsmål – alt imens han ud af øjenkrogen følger med i aktiviteterne på pladsen.
Under samtalen lægger mange af børnene lige vejen forbi for at fortælle de seneste nyheder eller få afklaring på den nærmeste fremtid. Og Arne svarer hver gang venligt.
“Har du tabt en tand,” spørger han, da en pige kommer og viser mælketanden frem, og han foreslår, at hun gemmer den i en plasticpose, til hun kommer hjem.
Det er hverdagen på Arnes arbejdsplads – nogenlunde som den har været i mere end 33 år – og som den sikkert også vil være de sidste to arbejdsdage, inden han tirsdag slutter af med et hyggeligt afskeds-arrangement på SFO´en Fristedet på Engdalsvej.
I øvrigt samme dag som han fylder 67 år og hermed kan kalde sig folkepensionist.
En særlig modtagelse
Han husker stadig den dag i februar 1992, hvor han ankom til Engdalskolens SFO.
“Det var mandag d. 2. februar. Jeg kom ved 9-tiden og blev taget imod af SFO-leder Grethe Lauge og en pædagog. Og da børnene kom, gik forældreråds-formandens datter hen og gav mig hånden. Sådan en modtagelse havde jeg ikke lige regnet med,” fortæller han.
Han havde været på N.J. Fjordsgades Skole i forskellige vikariater, før han kom til Brabrand. Her ventede en fast stilling. Og nu er der pludselig gået mere end 33 år.
“Det har været fint,” siger Arne. År efter år med nye SFO-børn, som har fundet sig til rette på Engdalskolen, blandt andet takket være Arne Østergaard Poulsens venlighed og imødekommenhed.
Nogle af børnene møder han jævnligt i Netto eller Kvickly i Åbyhøj, hvor han selv bor. Drenge som har fået fuldskæg og stadig hilser hjerteligt. Han genkender de fleste, men indrømmer også at det af og til kan være svært at huske navnene.
Udkanten et dejligt arbejdssted
Det har været spændende og evigt foranderlige år med masser af aktiviteter. Han var selv i 17 år med til at arrangere Vinter-OL for SFO-børnene i hele Aarhus. De var fire pædagoger, som tog initiativet i 1993, og det lykkedes i alle årene at skabe festlige rammer for dagen med indmarch i Engdalskolens skolegård og aktiviteter omkring skolen.
“Vi brugte rigtig meget tid på det, men det var fint. Lige indtil skolereformen, hvor vi skulle være mere med i undervisningen. Det trak så mange timer ud, at vi desværre måtte stoppe med Vinter-OL.”
Op gennem årene er Engdalskolens elevtal bare vokset og vokset. Da han startede i 1993, var der 179 børn i skolens SFO – og nu er der over 500. Selv for en garvet pædagog som Arne kan det være svært at huske alle navnene.
Til gengæld voksede udearealerne ikke i samme takt, og det kneb efterhånden med pladsen. Men så blev Udkanten taget i brug for ca. 15 år siden. Legepladsen ud mod Engbakken er blevet et dejligt fristed for mange af børnene – men også et perfekt arbejdssted for Arne, som især nyder tiden mellem kl. 12 og 13, hvor han med stor sikkerhed befinder sig på pladsen og hygger med børnene.
“Hvis jeg selv kan vælge, foretrækker jeg at være her ovre,” siger Arne, som blandt andet holder meget af at lave bålmad sammen med børnene. Denne tirsdag står den på chili con carne, lavet fra bunden.
“Jeg laver bålmad stort set hver uge. Mange af børnene kan godt li´ at skrælle kartofler eller kløve brænde. Mange melder sig også til at være med til at servere maden.”
Gennem årene har der været stor udskiftning blandt kollegerne på skolen. Nogle gik på pension, andre skulle videre til andre jobs.
“Det er jo en del af livet med den slags forandringer,” siger Arne, som selv blev på Engdalskolen, hvor han følte sig godt tilpas.
Samtalen bliver sat på pause, da Arne rejser sig for at løse en konflikt blandt nogle af børnene. Han kommer tilbage med stridens genstand, en basketball.
“Jeg har altid været glad for samspillet med kollegerne, både lærere og pædagoger. Alt det man har lavet sammen. Vi har været med til at udfordre hinanden,” siger han.
Interessen for musik og fodbold
“Nu bliver jeg her, til der kommer bålmad,” siger en af børnene og sætter sig tålmodigt og venter på, at Arne er færdig med at snakke.
Han har holdt af samtalerne om søndagens Superliga-resultater – også selvom mange af kollegerne var AGF-tilhængere, mens han selv har fastholdt sin vedvarende støtte til Silkeborg IF.
Og film og musik… Han er selv en stor musikelsker og nyder især den del af musikken, der virkelig swinger. Når der er Aarhus Jazz Festival, får han som regel hørt 16-18 koncerter i løbet af ugen.
Alt det har gennem alle årene været Arnes store interesse, og han har været nem at få en snak med om den slags emner. Han er let at tale med. Måske er det i virkeligheden en kvalitet ved de fleste pædagoger. De ved, hvordan man bidrager til en god stemning.
Efter arbejdsdagen er Arne hoppet på cyklen og er kørt hjem til Åbyhøj. Undervejs har han som regel fået vendt dagens begivenheder – også det han kunne være håndteret anderledes.
“Når jeg er kommet hjem, har jeg fået vendt det hele i hovedet, og så tænker jeg ikke mere på det. Jeg har aldrig gået og spekuleret på mit arbejde, når jeg først var kommet hjem,” siger han.
Men på onsdag er det den første dag i en ny periode af Arnes liv.
“Måske vil det være lidt mærkeligt i starten. Men jeg skal nok finder på noget andet at lave. Og jeg skal også nok finde nogle andre at vende weekendens fodboldkampe med.”
Han ser glad ud ved tanken. Det skal nok gå.
