Under et år efter at Louise Schmidt tiltrådte som ny skoleleder på Engdalskolen, er den tilsyneladende helt gal med arbejdsmiljøet på skolen. Ansatte fortæller om et særdeles anstrengt forhold mellem især lærer-gruppen og Louise Schmidt. En HR-medarbejder fra Børn og Unge skal nu tilknyttes skolen.
Flere anonyme medarbejdere på Engdalskolen beskriver en hverdag med et dårligt arbejdsmiljø på skolen og opsigelser og langtidssygemeldte i personalegruppen.
Breve og referater, som Vores Brabrand er i besiddelse af, bekræfter, at stemningen mellem skoleleder Louise Schmidt og lærergruppen er særdeles dårlig.
Også forældrene i skolebestyrelsen har siden oktober været involveret, og to forældre-repræsentanter har blandt andet været til møde med Børn og Unge-chef Stefan Møller Christiansen om arbejdsmiljøet:
”Skolebestyrelsen ønsker et indblik i processen, der skal køre omkring arbejdsmiljøet på skolen, da det er uklart hvad den indebærer,” står der i referatet fra det seneste skolebestyrelsesmøde d. 6. november.
Så vidt Vores Brabrand erfarer, kom uenighederne til skolebestyrelsens kendskab i september, og forældre-repræsentanter havde det første møde med skoleder Louise Schmidt d. 3. oktober.
Tjenstlige samtaler ”som lyn fra en klar himmel”
Utilfredsheden hos personalet går tilsyneladende tilbage til foråret 2024. I et såkaldt ”bekymringsbrev” dateret d. 2. juli til skoleleder Louise Schmidt skrev daværende tillidsrepræsentant Lars Kirk og arbejdsmiljø-repræsentant Christine Ulrich på vegne af Engdalskolens Faglig Klub om medarbejdernes syn på arbejdsmiljøet.
Dagen før havde Faglig Klub holdt et fagligt møde “med baggrund i at mange af vores kolleger giver udtryk for, at de i den seneste tid har følt sig mere og mere bekymrede i forhold til at gå på arbejde på Engdalskolen,” skriver tillidsfolkene.
Brevet omtaler en bekymring over, at flere kolleger i løbet af maj og juni blev indkaldt til tjenstlige samtaler.
“De bliver bekymrede over måden, hvorpå indkaldelserne er foregået, bl.a. ved varslinger, som har været oplevet som “lyn fra en klar himmel”, som en sidebemærkning på et møde med en helt anden dagsorden og en sms sendt i ferien. Det efterlader kollegerne med en bekymring for, hvordan og hvornår det mon kan være deres tur til en uventet henvendelse fra deres nærmeste leder eller skoleleder,” står der i brevet.
“Vi ser ingen motivation eller konstruktivitet i, at ledelsen optrapper og tyer til tjenstlige samtaler i den hast, som det opleves sker pt.”
Tillidsfolkene fremhæver i brevet, at personalet historisk har haft stor tillid til, at ledelsen har holdt sparringsmøder, når der var brug for at tale om den pædagogiske praksis. Og der har været tillid til, at der ved konkrete forældrehenvendelser har været opbakning fra ledelsen.
“Der har været forståelse for vigtigheden af, at man som leder har hørt og har haft interesse i medarbejderens oplevelse som et ligeværdigt perspektiv for at forstå den pågældende problematik i henvendelsen. Denne tillid til skolens ledelse er desværre i den grad svækket lige nu,” skriver tillidsfolkene.
I brevet spørger de om, hvordan hun ser visioner og udviklingsmuligheder for Engdalskolen og skolens personale. Brevet slutter med et håb om, at skoleleder Louise Schmidt vil tage imod invitationen til dialog og samarbejde.
“Vi vil bede dig læse denne henvendelse fra Faglig Klub som et imødekommende og oprigtigt ønske om et professionelt samarbejde med dig om at sikre et godt og trygt arbejdsmiljø på skolen,” skriver de.
Alvorlig situation
Tilsyneladende voksede medarbejdernes utilfredshed yderligere hen over det tidlige efterår, og i et bilag i forbindelse med skolebestyrelsens møde d. 8. oktober beskrives situationen, som forældre-repræsentanterne har oplevet den.
Blandt andet omtales formand Lykke C. Moses besøg på Engdalskolen til ”personalets dag”:
”Der kommer medarbejdere, der tager fat i hende og udtrykker at de har stærk mistillid til Louise. Der bliver sagt ”Ved du godt, hvad der foregår?”, ”Det er det dårligste arbejdsmiljø jeg har prøvet i mine mange år som lærer” og de bruger ord som ”detailstyring” og ”hierarkisk ledelse”,” lyder det i bilaget.
Næstformand Anne Thielemann og formand Lykke C. Mose holdt ifølge referatet et møde med hele skolens ledelse d. 3. oktober. Her fremgik det blandt andet, at en HR-konsulent fra forvaltningen skulle tilknyttes skolen.
Mødet ”gjorde dem mere bekymrede, fordi de erfarede, at pædagogerne også oplever et forringet arbejdsmiljø, og at ledelsen deler medarbejdernes oplevelse af, at situationen er alvorlig, og der skal ske noget.”
”Det vil være en katastrofe”
Inden skolebestyrelsesmødet d. 7. oktober drøftede forældre-repræsentanterne situationen, og det beskrives i referatet, at forældrene så kritisk på situationen. Blandt andet var de utilfredse med, at Louise Schmidt ikke tidligere på eget initiativ havde informeret bestyrelsen om bekymringsbrevet og situationen.
“Det er en svær situation som bestyrelse, fordi vi på den ene side synes, Louise skal have en mulighed for at genetablere tilliden til medarbejderne. På den anden side vil vi ikke være så langmodige, at gode folk begynder at søge væk, hvilket vi har grund til at være bekymret for. Det vil være en katastrofe for skolen. Derfor ønsker vi, at medarbejderne får en reel oplevelse af, at dét, der sker nu – vil føre skolen tilbage til et godt sted, hvor der er tillid i samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere.”
På skolebestyrelsesmødet d. 6. november blev arbejdsmiljøet på skolen igen vendt. Her meddelte skoleleder Louise Schmidt ifølge referatet, at hun er ked af den aktuelle situation omkring arbejdsmiljøet, og at hun kun ønsker det bedste for Engdalskolens børn, forældre og medarbejdere.
Udtalelse fra skolebestyrelsen
Vores Brabrand har bedt om en kommentar fra skolebestyrelsen på Engdalskolen, og formand Lykke C. Mose har sendt dette skriftlige svar:
”Situationen på Engdalskolen er den, at vi har dygtige og engagerede medarbejdere, der hver dag gør sig umage med at lave en god skole, hvor de udvikler elevernes livsmod og livsduelighed indenfor fællesskabets rammer. Det mærker eleverne og det mærker vi forældre. Og det ses ved, at der hvert år er så mange forældre, der aktivt vælger Engdalsskolen til deres børn.
Samtidig er vi desværre også i en situation, hvor der er opstået et alvorligt arbejdsmiljøproblem og hvor forvaltningens måde at administrere skolen på, samt nye ledelsesmetoder sætter skolens vision, værdier og gode samarbejdskultur under stort pres.
Som forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen, har vi et godt indblik i problematikken og lover skolens forældre og medarbejdere, at vi ikke slipper den. Der skal tages hånd om problemerne, så skolen kan vende tilbage til god gænge. Det forventer vi sker indenfor en overskuelig fremtid.
Vi ønsker ro og positiv opbakning til medarbejderne, der i en belastet situation, skal have overskud til at være der for eleverne.
På vegne af forældrerepræsentanterne i skolebestyrelsen / Engdalskolen.”