
19.000 kr. Det er prisen, Æblehaven ved Brabrand Sø årligt skal betale for at leje 15 meter grøft langs Brabrandstien, som indehaver Sebastian Kromann har indrettet til cykelparkering og cykelværksted for stiens mange cyklende brugere. Han undrer sig over prisen, men kommunen fastholder, at det er den normale takst.
Siden 2020, hvor Sebastian Kromann fik en midlertidig tilladelse til at åbne en kiosk i en container på en skråning ved Brabrandstien, er Æblehaven blevet et populært samlingssted for masser af mennesker fra hele Aarhus.
Han har løbende udviklet stedet i håb om, at Aarhus Kommune ville forlænge tilladelsen, og han har nu lov til at drive stedet frem til foråret 2027.
Blandt andet fik han lov til at indrette cykelparkering og et lille cykelværksted på et areal ved stien. Han har siden 2021 årligt betalt 5500,- til Aarhus Kommune for at benytte arealet – men han var ved at falde ned af stolen, da der for nylig dumpede en besked ind om, at han nu skulle betale godt 19.000 kr. årligt for at leje arealet. 317 kr. pr. kvadratmeter.
“Jeg undrer mig over, at jeg skal betale så stort et beløb for at benytte et stykke grøft ved Brabrandstien – og at man overhovedet skal betale leje af et areal, man selv har betalt for at udvikle til gavn for kommunens borgere,” siger Sebastian Kromann.
Han har brugt ca. 250.000 kr. på at skabe cykelparkering og cykelværkstedet – heraf fik han de 100.000 kr. finansieret af NRGI’s værdipulje.
“Jeg ville gerne give noget tilbage til dem, der bruger Brabrandstien, og jeg kan se, at folk bruger værkstedet hver eneste dag. Også når Æblehaven er lukket, stopper folk op og pumper deres cykel,”
Han noterer sig, at Aarhus Kommune andre steder, blandt andet ved Eskelund, har sat en tilsvarende station op.
“Det er altså noget, kommunen gerne vil have, og som man også selv betaler for i dyre domme. Men her har jeg så betalt for installationen af egen lomme – og så er jeg faktisk noget ærgerlig over at skulle betale så høj en leje af arealet.”
Æblehaven skabt for private penge
Generelt ønsker han at kommunikere, at Æblehaven er skabt på basis af egne private midler, og at det er en forretning, der skal kunne løbe rundt:
“Mange af vores kunder tror, at kommunen har bygget det hele for os og at vi så bor til leje for 500 kr. om måneden. Derefter synes en del, at det er dyrt at købe en varm kakao til 45 kr., eller at man godt kan bruge alle vores faciliteter og så medbringe egne drikkevarer mm.,” siger han.
“Så generelt skal vi i Æblehaven være bedre til at kommunikere ud, at det er et sted vi selv har skabt for egen regning på egen jord, uden at vi sætter forbudsskilte op over det hele.”
Baggrunden for, at Aarhus Kommune sender en årlig regning til Æblehaven er, at arealet, hvor cykelparkering og værksted er placeret, ligger uden for Sebastian Kromanns matrikel. Derfor lejer han de 60 m2 af kommunen.
Ingen svar fra Byliv og Bymiljø
Sebastian Kromann kan på Aarhus Kommunes hjemmeside se, at området bliver takseret som “stadeplads”, men han har svært ved at forstå, at et stykke grøft kan have samme værdi som et salgsareal på en markedsplads.
“Nu får jeg nærmest bare pistolen for panden og bliver bedt om at betale. På den lidt længere bane må jeg nu overveje, om cykelværkstedet er noget, vi skal blive ved at tilbyde, eller om det bliver for dyrt,” siger han.
Han understreger, at han i forvejen selv betaler for strøm, tømmer skrald og sørger for værktøj til fri afbenyttelse på værksteds-stationen.
Vores Brabrand har i nogle dage forsøgt at få informationer hos Byliv og Bymiljø i Aarhus Kommune om baggrunden for den kraftige stigning i Æblehavens årlige leje, men det er ikke lykkedes. Vi må derfor nøjes med den skriftlige besked fra forvaltningen:
“Tidligere tilladelse har været faktureret efter en anden metode, men denne tilladelse faktureres efter Aarhus kommunes sædvanlige takster for lign. tilladelser.”