City Vest skal renoveres, og det betyder, at al inventar og diverse bygningsdele skal skiftes ud. I den forbindelse har A. Enggaard lavet et katalog over bygningsdele og interiør, der foræres væk til foreninger. Desuden afholder virksomheden sammen med Oliven Spejderne et loppemarked den 4.-5. november.
Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard ønsker at etablere et nyt bydelscenter i City Vest, og selvom der endnu er lang vej til en endelig plan for centret, har virksomheden været i gang med at rydde op i det store center.
I et forsøg på at begrænse ressourcespildet ønsker A. Enggaard at donere så mange af de brugte ting som muligt til genanvendelse.
Vores Brabrand skrev forleden om, at A. Enggaard har doneret en stor del af effekterne til Oliven Spejderne, som sælger dem på et loppemarked d. 4.-5. november på City Vests centertorv.
Men A. Enggaard har nu også lavet et katalog med forskellige bygningsdele og interiør fra centret, som virksomheden håber kan blive genanvendt og få nyt liv. Disse forskellige artikler foræres gratis væk til frivillige foreninger, NGO’er og velgørende organisationer i Aarhus og omegn.
Du finder kataloget med de mange ting her via dette link. Hvis en forening eller organisation er interesseret i at aftage nogle af tingene, skal de hente og udfylde et ansøgningsskema samme sted.
”Der er ingen begrænsning på, hvor mange artikler man kan søge, men vi vil forsøge at fordele artiklerne på et rimeligt grundlag, så flest mulige foreninger og organisationer bliver tilgodeset,” skriver City Vest.
Frist for ansøgningen er d. 26. november 2023. Afhentning forventes at ske i december. Foreningen/organisationen skal selv sørge for demontering, udbæring og transport af de tildelte artikler.