Brabrand skal have et søbad. Og vi skal have endnu flere aktiviteter og arrangementer, hvor vi kan mødes og lære hinanden bedre at kende. Det var nogle af konklusionerne fra en fælles-event i projektet ”8.220 Ideer” i Tousgårdsladen søndag eftermiddag.
Det flotte forårsvejr var en hård konkurrent, da Brabrand-Årslev Fællesråd og Gellerup Fællesråd søndag havde inviteret til fælles event i projektet ”8.220 Ideer”. Omkring 25 mødte op i Laden på Edwin Rahrs Vej til fælles udvikling af ideer og projekter til samling af hele bydelen.
Bydelsmødrene havde sørget for drømmekage, og sammen med kaffe i store mængder var det brændstof til gode diskussioner rundt ved bordene, der var dækket op med store kort over hele Brabrand-området. Alle introducerede sig selv og pegede på de områder, hvor de bor.
En masse ideer blev fremlagt og diskuteret. Interessen samlede sig hurtigt om aktiviteter, der kunne være med til at samle bydelen på tværs. For eksempel var der hele vejen rundt stor interesse for at gå videre med en idé om at skabe et søbad ved Brabrand Sø, inspireret af et tilsvarende projekt ved Skanderborg Sø.
Der var i det hele taget stor debat om, hvordan vi kan bruge naturen, der omkranser Brabrand, endnu mere. En af ideerne var at mødes til fælles gå-ture i området, hvor man nyder naturen og samtidig lære andre deltagere godt at kende.
Andre talte om at udvikle aktiviteter, der også kan tiltrække de unge. Og endelig blev det også foreslået at organisere fælles affaldsindsamling for at holde hele området pænt.
“Man vil jo sit lokalområde det bedste”
En af deltagerne i søndagens arrangement, Abdulahi Ali Hassan, var tilfreds og optimistisk efter arrangementet, hvor han var med til at diskutere de mange ideer. Nogle af dem havde han hørt før, mens andre var nye.
”Det vigtigste er nok, at vi overhovedet kan holde sådan et møde som det her. Det tror jeg ikke, vi havde kunnet for et år eller to siden. Der er en stor lyst til at lære hinanden at kende på tværs i Brabrand, hvilket er utrolig positivt”, sagde han efter mødet.
Abdulahi Ali Hassan var også med ved en af de middage, de to fællesråd i april arrangerede.
”Nu kender jeg de folk fra Brabrand og Årslev, jeg har mødt her, langt bedre. Så hvis der bare er et lille projekt, der kører videre herefter, har aktiviteterne været tiden værd.”
Han er for nylig flyttet tilbage til Gellerup-området, hvor han har to børn på 6 og 8 år, efter en længere periode i udlandet, og havde især sit fokus på at udvikle aktiviteter for familier med børn.
”Det gør mig optimistisk, at der er så mange folk her, som har lyst til at være med til at udvikle nogle nye aktiviteter. Jeg ved, at jeg bør støtte op om de ting, fordi intentionen er rigtig god. Og så skal man hjælpe, hvor man kan. Man vil jo sit lokalområde det bedste.”
De to fællesråd vil nu samle erfaringerne fra de første aktiviteter i projekt ”8.220 Ideer” og komme med forslag til, hvordan de mange gode ideer kan udvikles videre.